Referat af generalforsamling i Gladsaxe Kammerkor mandag den 4. februar 2019
Punkt 1 Valg af ordstyrer
Cai Frimodt–Møller blev valgt som dirigent.
Punkt 2 Valg af referent
Carsten Steno blev valgt som referent.
Punkt 3 Formandens beretning (se nedenfor)
Udsendt pr. mail. Formandens udførlige beretning blev rost for sin grundighed og struktur – Johan Keller
bemærkede, at han gerne havde set, at beretningen afspejlede holdningen i repertoireudvalget om, at der skal
satses mere på større værker og mindre på koncerter med en mangfoldighed af små stykker.
Punkt 4 Regnskab 2018
Se det vedhæftede regnskab. Regnskabet viste et underskud på 18.465 kr. mod et budgetteret underskud på
2.800. kr. Det større underskud skyldes ifølge kasseren, Finn Hass, at entreindtægterne fra de tre
Puccinikoncerter, som vi arrangerede sammen med to andre kor, gav mindre overkud end ventet – bl.a. på
grund af dyr lokaleleje i Hørsholm. Korrejsen til Øst-England holdt budgettet, men med både større
indtægter og udgifter. Samlet er kassebeholdningen/egenkapitalen nu nede på knap 48.000 kr. Dette kan ses som udtryk for et tilsigtet øget aktivitetsniveau.
Punkt 5 Planlagte kommende aktiviteter
Der er planlagt fire koncerter i resten af året – to i maj, Bagsværd og Farum, og desuden to julekoncerter,
Nivaagaard og Bagsværd.
Punkt 6 Indkomne forslag / forslag til aktiviteter
Der var indkommet følgende tre forslag.
Fra Birte og Harald
1. Hvis vi skal højne kvaliteten ved korets koncerter og fastholde vores sangere, samt søge at tiltrække nye sangere, er det nødvendigt, at sæsonens repertoire med tilhørende detaljerede tidssatte prøveplaner rundsendes til korets medlemmer inden hver sæsonstart. Hvis der opstår afvigelser fra prøveplanen, skal konsekvenserne af disse meldes ud ved den enkelte prøves afslutning.
2. I forbindelse med weekendprøver og lignende foreslås det, at der afsættes tid til sangteknisk undervisning ved en professionel sangpædagog, gerne med planlagt opdeling af de forskellige stemmegrupper.
3. Fra Maria Lemming
Har vi mon et sæt regler for, hvordan vore udvalg skal fungere?
Hvis nej, synes jeg, dette kunne være et punkt:
Regelsæt for diverse udvalg.
For Repertoireplansudvalget kunne det bl.a. være.: Forslag, der skal tages stilling til på udvalgsmøde skal inden mødet være udsendt til udvalgets vedlemmer, gerne med lytte-link. Paul afgør det endelige repertoire (under hensyntagen til økonomien). Der bør – undtagen ved force majeur – være deadline for, hvornår repertoiret er kendt for koret.
Forslag 1
Forlag 1 blev debatteret. Der var to hovedsynspunkter.
Det ene, at jo flere, der havde mulighed for at forberede sig og øve sig privat forud for prøverne, jo stærkere ville koret kunne performe.
Det andet, at prøveplaner og faste hjemmeopgaver kunne lægge et pres på kormedlemmerne i et omfang, som ikke var hensigtsmæssigt.
Herudover blev det fremført, at et fastlagt repertoire er vigtigt for markedsføringen af koret og arrangeringen af koncerter, som ofte rækker langt ind i efterfølgende år.
Debatten endte i formandens konklusion om, at det pålægges bestyrelsen at sikre, at det øve-spreadsheet, som Paul Kim arbejder med som planlægningsværktøj , gøres tilgængeligt på Gladkor.dk, samt at Paul fra gang til gang fortæller, hvad der forventes øvet ved næste prøve. Desuden offentliggøres ved indledningen af den ny sæson ultimo august en grovskitse for, hvad der skal arbejdes med i den nye sæson.
Forslag 2
Forsamlingen var stemt for sangtekniske øvelser – evt. pr. stemmegruppe, men ikke på kordagen, men snarere på øvedage, hvor Paul Kim er fraværende.
Det blev pålagt bestyrelsen at undersøge mulighederne og rammerne for sangteknisk træning ved udefrakommende instruktører/lærere.
Forslag 3
Det blev pålagt bestyrelsen at udarbejde et en kort forretningsorden og procedure for arbejdet i udvalgene.
Samtidig blev det vedtaget at reducere repertoireudvalget fra 8 til 4 medlemmer – et medlem for hver stemmegruppe. Det vil gøre udvalget mere operationelt.
Punkt 7 Budget 2019
Budgettet er indeholdt i regnskabet. Forsamlingen var ikke stemt for, at der tages entre ved koncerter
medmindre særlige forhold taler herfor – f. eks. ledsagelse af orkester og solister. Budgettet blev ellers
vedtaget som fremlagt.
Punkt 8 Rapport fra udvalgene
Scenografiudvalget har ikke kunnet nå frem til et fælles forslag om kordragt. Udvalget nedlægges og
opgaven overgår til bestyrelsen.
PR-udvalget støtter fremskaffelsen af nye noder, vedligeholder hjemmesiden, støtter intern
kommunikation, og fungerer i praksis også som ”koncertudvalg”, der sikrer koncerter og sørger for
programmer og PR.
Rejseudvalget. Der er ingen aktivitet, før vi igen beslutter at rejse. Muligt rejsemål næste gang,
er Estland/Tallin, hvor Gladsaxe kommune har en venskabskommune, Vatersti. Det er lettere at generere publikum i Estland, hvor en stor del af befolkningen synger i kor.
Repertoireudvalget. Der var flere møder med mange gode forslag – referater er tidligere udsendt.
Bestyrelsen påtager sig at opstille mere formelle rammer for udvalgets arbejde med klare retningslinjer for,
hvordan repertoiret fastlægges og bestemmes.
Punkt 9 Valg af bestyrelse, suppleant samt revisor og revisorsuppleant
Sunniva og Susanne var på valg.
Sunniva Karstoft (formand) blev genvalgt som bestyrelsesmedlem, ligeledes Susanne Frøstrup.
Bestyrelsen har pt. fem medlemmer, men skal ifølge vedtægterne kun have fire medlemmer. Cai Frimodt-
Møller foreslog, at bestyrelsen nedsætter et udvalg, der laver forslag til opdaterede vedtægter, således at bestyrelsens sammensætning i praksis afspejles i vedtægterne.
Bestyrelsen påtog sig at gøre dette.
Som revisorsuppleant i stedet for Cai Frimodt–Møller, der er blevet revisor efter Birthes død,
valgtes Harald Lønborg–Jensen.
Punkt 10 Valg af udvalgsmedlemmer
Til Repertoireudvalget, der blev reduceret til fire medlemmer, valgtes følgende: Lena Juul Hansen (Sopran-
gruppen) Maria Lemming (Alt-gruppen) Harald Lønborg Jensen ( Tenor-gruppen) Johan Keller (Bas-
gruppen).
Til de øvrige udvalg var der genvalg.
Punkt 11 Eventuelt
Der var ingen, der rejste spørgsmål eller kommentarer under punktet. Formand Sunniva Karstoft takkede for god ro og orden og mange gode bidrag og kommentarer. Generalforsamlingen varede 1,5 time.
Formandens beretning ved Gladsaxe Kammerkors Generalforsamling den 4. februar 2019
Korarbejdet
Gladsaxe Kammerkor er et kor i stadig udvikling. Korets medlemmer er dygtige og flittige og formår at tilegne sig nyt og svært stof med arbejdsomhed og godt humør. Med de dygtige dirigenter, koret har haft gennem de seneste år, har der været fornyelse og inspirerende forandringer til at understøtte indstudering og skærpe opmærksomhed for værkernes tekst og musikkens kvaliteter og finesser. Med den evne til omstilling og nysgerrighed på udfordringer er der bestemt basis for, at koret kan blive endnu dygtigere både teknisk og musikalsk.
Året 2018 har været præget af de to store satsninger med hhv. Puccini-koncerterne i foråret og korrejsen til Hull i England i efteråret.
Forår
De 3 koncerter med Schuberts 8. Symfoni efterfulgt af Puccinis Messa di Gloria blev opført i april i samarbejde med Hørsholm-Koret og Helsingør Kammerkor samt 2 solister, Bo Christian Jensen (tenor), Hans Lawaetz (baryton), og Nordsjællands Symfonia, i alt ca. 100 sangere og ca. 50 musikere alle under ledelse af Klaus Munk-Nielsen.
Inden opførelserne havde de tre kor i ugerne inden 4 fællesprøver, inkl. generalprøve med orkester, ligesom vi brugte alle mandags-øve-aftner, hvor både vores egen dirigent Paul Kim, klaverassistent Ole Breidahl og Klaus Munk-Nielsen på skift guidede os gennem nodebladene.
Det var en fantastisk oplevelse med stor arbejdsindsats og opbakning fra alle til et arrangement af dette format. Tak til Finn, Steen, Bent, Carsten, Susanne, Hanne, Lisbeth og Eva N., der hjalp til med logistik, praktik og billetsalg i Mørkhøj Skole.
Koncerterne blev også godt besøgt:
- 15. april Mørkhøj Skoles Aula ca. 110 tilhørere
- 18. april Trommen i Hørsholm ca. 180 tilhørere
- 22. april Espergærde Gymnasiums Aula ca. 135 tilhørere.
På forårets sidste korprøver blev programmet til den kommende korrejse i september til England genoptaget, og sidste øve-aften blev den 11. juni.
Efterår
Efter sommerpausen havde koret travlt med at færdiggøre programmet til efterårets korrejse til Hull, som fandt sted den 14.-18. september. Her deltog 20 af korets egne medlemmer, Paul, Ole og 4 særligt inviterede gæstesangere fra Hillerød og Hørsholm. Korkassen gav tilskud til alle deltagere. Der henvises i øvrigt til Carstens rejsebeskrivelse, som kan læses på hjemmesiden.
Foruden vandring på egen hånd i den engelske have Harlow Carr, besøgte vi Jorvik Viking Centre i York, tog på byvandring i York med en meget entusiastisk guide, som førte os gennem byens middelaldergader, The Shambles, til den gotiske katedral, York Minster, to årtusinder gennemgået på en kort eftermiddagstur.
Den danske sømandskirke i Hull dannede rammerne for både korprøver og samvær, og præsten Arne Kristophersen inviterede på guidet byvandring; busturene med transport til og fra lufthavnen i Manchester, til Harrogate og York og adskillige fællesspisninger gav mulighed for samvær på kryds og tværs af stemmegrupperne, og det efterlod det indtryk, at alle, også gæstesangere, havde en fin tur.
De musikalske højdepunkter var koncerterne med ca. 50 tilhørere:
- 15. september kl. 12 i The RHS garden Harlow Carr i Harrogate, som foregik udendørs under en grå og kølig himmel;
- 16. september kl. 13 i St. Olave’s Church i York sammen med et reduceret hold af de meget musikalske Micklegate Singers; efterfølgende blev vi budt på hyggeligt samvær og spisning i menighedslokalerne;
- og endelig finalen 17. september kl. 20.15 i den prægtige Hull Minster, med det absolut mindste, men ikke mindst begejstrede publikum.
Programmets indhold og længde varierede alt efter sted, men omfattede skandinavisk og engelsk a capella musik fra renæssancen til nutid:
William Byrd Sing Joyfully
Thomas Tallis If ye love me
Mogens Pedersøn Ecco la Primavera
Benjamin Britten A hymn to a virgin
Edward Elgar My love dwelt in a northern land
Knut Nystedt Laudate og Peace I leave with you
P.E. Lange-Müller Madonna over bølgerne
Svend S. Schultz Gensyn med Danmark
Vagn Holmboe Høbjergning ved havet
Carl Nielsen Sænk kun dit hoved, du blomst
Neuman & Elmquist Kärleksvals
Juhani Komulainen Tomorrow and tomorrow
Nils Lindberg Shall I compare thee to a summer’s day
Hugo Alfvén Uti vor hage
Den lokale markedsføring af korets optræden kunne have været mere hensigtsmæssig, idet koncerten i York var sat til kl. 13, en time efter søndagens gudstjeneste, og i Hull til kl. 20.15 en mandag aften, hvor der normalt ikke finder kulturelle begivenheder sted i kirken. Desuagtet fik koret en enestående chance for at synge og høre sig selv i disse fantastiske kirkerum.
Til de musikalske oplevelser hørte også ganske uventet dirigentens overraskelse med et til lejligheden sammensat barbershopkor, som underholdt med bl.a. ”Ramona” under ”festmiddagen”.
Tak til rejseholdet, Eva N., Carsten og Finn, for de mange timer, det store engagement og flot tilrettelagte turprogram.
Vel hjemme igen, mange mere eller mindre hostende, hæse og mærkede af strabadserne, ventede efter 3 øve-aftner koncerten i Stengård Kirke søndag den 25. oktober; det blev en meget vellykket koncert, som med et forkortet program bød på det bedste fra Hull-turen. De ca. 35 tilhørere kvitterede for en fin koncert med god klang og varm stemning.
Julekoncerten i Bagsværd Kirke blev holdt tirsdag den 4. december med ledsagelse af kirkens organist Jørgen Ellegård Frederiksen på orgel. Koncerten bød på kirke- og julemusik fra renæssancen til i dag, julegodter med andre markante europæiske og amerikanske favoritter, som der stod på plakaterne.
Foruden nogle gengangere fra Hull-repertoiret blev der suppleret med:
Paul Kims arr. O Holy Night
Morten Lauridsen Magnum Mysterium
Anders Öhrwall Gaudete
Gustaf Nordqvist Jul, jul, strålande jul
Som julesange, til dels som fællessang, havde vi valgt Julen har bragt velsignet bud, Mit hjerte altid anker, Velkommen igen Guds engle små og Dejlig er Jorden.
Jørgen Ellegård bidrog endvidere til programmet med en vellystigt og trillende udført orgelsolo af Guy Morançons Farandoulento (fra Dix Noëls de Provence), assisteret af bladvender Pia. De ca. 85 publikummer fyldte godt på bænkene og bidrog til den varme stemning og med stor applaus. Koncerten blev optaget og sendt ud på e-mail til alle.
Ved samme lejlighed blev koret med Paul som dirigent fotograferet i kirkesalen, og de nye billeder ventes lagt på hjemmesiden først i 2019.
Koncerten den 8. december i Nivaagaards Maleriudstilling var et forkortet program af julekoncerten. Også her akkompagnerede Jørgen Ellegård, dog på flygel, ledsaget af Pia, som både spillede ”basgang” og agerede bladvender. Stolerækkerne var fyldt op med de ca. 70 tilhørere, så koret er blevet en velkommen adventsgæst på stedet.
Planlagte koncerter i 2019 tæller i skrivende stund forårskoncert den 14. maj i Bagsværd Kirke, den 22. maj i Gedevasevang Aktivitetscenter i Farum og fredag den 24. maj i Mørkhøj Skoles Aula – koncerter præget af Brahms og med 2 klaverartister, der optræder sammen med koret, Ulla Kappel og Jørgen Ellegård, samt julekoncert lørdag den 30. november i Nivaagaards Malerisamling og søndag den 15. december i Bagsværd Kirke.
Dirigent
Paul Kim overtog dirigentposten efter sommerpausen i 2017. Pauls store indlevelse og ovenud positive glæde ved at udøve musik er smittende og meget inspirerende. Paul er klar i sine forventninger og evner at give både positiv og negativ feedback. Han forklarer med optimisme og gør det nemmere for os at tilegne os selv svære tekster og toner. Og så er Paul ganske uhøjtidelig, afslappet og positiv af væsen. Dette kommer også til udtryk, når han inden en koncert giver koret en peptalk, som hovedsageligt handler om at huske os på at have det sjovt, og når han til selve koncerten præsenterer programmet så sprudlende, at publikum bliver inddraget og får smilet frem. De mandage, hvor Paul har været forhindret, er Pauls klaverassistent Ole Breidahl troligt trådt til; den fleksibilitet er meget påskønnet. Tak til Paul, som altid er oplagt og gør sit til, at mandag bliver en god start på ugen.
Koret i tal
Sæsonen rummede 37 øve-aftner, en korweekend og 9 koncerter.
Publikum talte ca. 665.
Medlemstallet er gået fra 36 til 37 i januar 2019 med en nettotilgang på 3
- ophørt: Steen Marrill Christiansen, Birthe Frimodt-Møller (†)
- tilgået: Birthe og Harald Lønborg-Jensen, Christina Schouten
Det er meget positivt med ungdommelige stemmer, og vi hilser nye sangere meget velkommen.
Traditioner
Korweekend
Korweekenden blev afholdt den 3.-4. marts, igen på Tisvilde Musikhøjskole, som byder på fine rammer med øvelokale, opholdsrum og restaurant. Som vanligt fyldte sangprøverne fra lørdag morgen kl. 9.30 til søndag kl. 12.00. Programmet til efterårets Hull-tur blev introduceret og gennemsunget, men selvfølgelig blev der også arbejdet med Puccini-messen. Paul ledte slagets gang om lørdagen, mens Ole overtog direktionen om søndagen.
Aftenunderholdningen stod vi selv for, hvor Susanne og Finn quizzede, og Eva introducerede os for ”Blåklokkevikua” (Alf Prøysen/Finn Ludt).
Antal deltagere på korweekend har med årene været faldende, i 2018 deltog 29 om lørdagen og kun små 20 om søndagen. Med ønske om at gøre det mere attraktivt – i både tid og pris – for flere af korets medlemmer har bestyrelsen besluttet forsøgsvis at afkorte korweekenden til en enkelt øvedag med efterfølgnende spisning, gerne i lokalområdet; således er der arrangeret korlørdag den 2. marts 2019 i Mørkhøj Skoles Aula til en deltagerpris på ca. kr. 500.
Sommerafslutning
Den 11. juni ønskede vi hinanden en god sommer med et glas vin og lidt godt til ganen.
Juleafslutning
Efter koncerten den 4. december holdt vi juleafslutning i vores kirkes øvelokale, også Jørgen Ellegård fandt ind. Der blev serveret et meget julet traktement af portvin, chokolade og frugt. Vi takkede hinanden for året, der var gået, og ønskede hinanden et glædeligt gensyn i 2019.
Udvalgsarbejdet
Særlig stor tak til det til lejligheden nedsatte Hull-rejseudvalg: Eva for ihærdig indsats med planlægning, kontakt til rejsearrangør og de lokale, Finn for forvaltning af økonomi og fællesspisninger, Carsten for forbindelse til sømandskirken, samling af trådene og indtryk i rejsebeskrivelsen.
Repertoireudvalget har modtaget en overvældende mængde forslag til repertoire til sæson 2019 og 2020. Man tilstræber et tematisk baseret program, fx Shakespeare-tekster, et nordisk tema eller værker med Magnificat som omdrejningspunkt. Efter bestyrelsens rammer har man fokuseret på a capella værker i 2019 og har således til foråret valgt Brahms’ Liebeslider Walzer; efterårets program følger. 2020 er korets 50 års jubilæumsår, som kan rumme en større koncert med orkester og solister, hvor Gladsaxe Kammerkor får mulighed for at profilere sig. Det åbner for opsætning af større værker som Poulenc’s Gloria, Bruckners Requiem, et større Mozart-program med fx Missa Brevis eller C-mol messe eller et rekviem af den danske ikke særligt kendte komponist Asger Hamerik. Tak til alle for inspirerende og værdifuldt input.
Stor tak til Lena, Susanne og Alice, der har holdt orden i nodearkiv, herunder indkøb og opsætning af reoler i kælderen, og for at åbne, opstille stole og lukke på øve-aftner.
Bestyrelsesarbejdet
Bestyrelsen har holdt 5 møder, det første på korweekenden, de øvrige af praktiske hensyn i øvelokalet i Bagsværd Kirke på mandage inden korprøven; 3. marts, 7. maj, 20. august, 5. november og 14. januar 2019.
Finn har styret økonomien og har stået for organisering af koncerter, kontakt til dirigent og organist, kommunikationen til Gladsaxe kommune, meddelelser til koret og opdatering af hjemmesiden; Carsten har leveret mødereferater og rejseberetning; Hanne har været ansvarlig for udarbejdelse af korets persondatapolitik; Susanne har holdt styr på medlemsliste, afbud og fremmøde; Lisbeth har organiseret indkøb og arrangeret juleafslutning.
Tak til hele bestyrelsen og alle menige for støtte og bidrag til korets arbejde og sociale arrangementer.
Sunniva Karstoft